OMFATTENDE HELHEDSRENOVERING OG UDVIDELSE AF VIGERSLEV ALLÉ SKOLE
Vigerslev Allés Skole er en 100 år gammel folkeskole i Valby. Skolen har tidligere fungeret som en tosporet skole, men med den stigende elevtilgang var der behov for en udbygning af skolen, så den fremover kunne rumme tre spor. De 7.000 eksisterende kvm. er derfor blevet renoveret, mens der er tilbygget 2.100 nye kvm.
Helhedsrenoveringen omfattede en renovering af eksisterende bygninger herunder nye tekniske installationer, nyt tag, nye vinduer og renovering af indvendige overflader, så de i dag fremstår tidssvarende. Vi udarbejdede energi- og indeklimakonceptet for hele projektet og projekterede ventilationsanlæg, VVS-anlæg, belysning, el- og CTS anlæg samt udarbejdede udbudsmaterialet.
I udførelsesfasen førte vi desuden fagtilsyn. Målet for os var at minimere forbruget af energi og vand mest muligt af hensyn til miljøbelastning og driftsøkonomi. Det gjorde vi gennem integreret energidesign, hvor de tekniske anlæg og deres regulering/styring, bygningens klimaskærm og resulterende indeklima indgik.
Hovedidéen bag projektet var en mere åben pavillonstruktur med forbindelse mellem forskelligartede aktive uderum som kunne skabe rammerne for en dynamisk sammenhæng mellem skolens områder. Midterkorridor-strukturen i pavillonerne med fire basislokaler og en midtergang blev ombygget til et nyt sammenhængende fællesområde og tre hjemklasser til hver årgang, så der blev skabt muligheder for differentieret undervisning og fleksible indretninger med stillezoner og aktive områder.
Pædagogisk center blev indrettet i samspil med ressourcecenter som skolens ”hjerte og hjerne” i den gamle drengesal midt i skolegården. De kreative faglokaler blev samlet i stueetagerne af den nye tilbygning og i den lange bygning fra 70'erne, hvor en utidssvarende svømmehal blev nedlagt. Den tredje gymnastiksal blev placeret i nybygningen og kan sammenlægges med den eksisterende teatersal, når hele skolen skal samles. Institutionen på Fengersvej er desuden blevet udvidet med 100 pladser og de to grunde er sammatrikuleret, så der er opstået nye fælles udearealer.