Vinder af RENOVER prisen 2019
Den tidligere transformerstation på Bremerholm midt i København er blevet ombygget til et 5-stjernet luksushotel med 31 værelser, og den renovering har hotellet vundet en pris for.
I begrundelsen for den velfortjente pris, sagde formand for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen bl.a.:
"Hotel Herman K er eksemplarisk for sin forvandling fra transformatorstation til hotel. Projektet er en meget vellykket renovering, hvor man som noget særligt har formået at bevare det oprindelige spændingsfyldte, rå og brutalistisk arkitektoniske udtryk. Det vidner om arkitektonisk indlevelse, en forbilledlig byggeledelse og et fornemt samarbejde med hoteloperatøren. Respekt. Det er en overbevisende præstation."
På det nye luksuriøse hotel er der lobby og barområde med 12 meter til loftet samt en restaurant med offentlig adgang.
Vi har projekteret de tekniske installationer samt energirenovering af bygningen, som fremstår i rå beton med ganske sparsom isolering. Ønsket om at lave en eksisterende meget rå betonbygning om til et 5-stjernet hotel, har været enormt spændende, men også udfordrende for de implicerede ingeniører.
En væsentlig faktor i projekteringen var, at føringsvejene for installationer nærmest var givet på forhånd og på ingen måde levede op til pladskravene for implementering af de forskellige installationstyper.
Der blev stillet store krav til ventilation og køling for at opretholde et termisk indeklima som matcher hotellets 5-stjernede standard. Yderligere skulle der selvfølgelig tages hensyn til de mange myndighedskrav, der skal overholdes, hvilket har krævet en fokuseret indsats og dialog med myndigheder i forhold til specielt efterisolering, brandalarmering, varslingsanlæg, flugtveje og sprinkling.
Under hele byggeperioden har vi varetaget byggeledelse og arbejdsmiljøkoordinering.
Projektet blev i 2019 desuden nomineret til Årets Arne og Københavns Kommunes Publikumspris.