ENERGIMÆSSIGT FYRTÅRN SÆTTER NYE STANDARDER
I 2010 vandt vi sammen med GPP Arkitekter, Hoffmann A/S og Sloth Møller Rådgivende Ingeniører A/S konkurrencen om nyt domicil for Syd Energi i Esbjerg.
I bedømmelsen blev det fremhævet, at ”En smuk arkitektur og en banebrydende sammensætning af energiløsninger” var prioriteret højt ved valget af konkurrenceforslaget.
Domicilet for Syd Energi er Danmarks største erhvervsbyggeri i passivhus-standard. Med sin organiske form og specielle landskabelige placering står det som et vartegn ved energimetropolens port. Endvidere er bygningen det første projekt i det, der over tid skal blive til Next Step City – en ny erhvervspark i Esbjerg, der skal understøtte byens ambition om at være Danmarks energimetropol.
Vi har i projektet udviklet energikonceptet og har varetaget projektering og tilsyn af bygningsinstallationer.
Det cirkelrunde byggeri med de stræbende linjer signalerer åbenhed og imødekommenhed og domicilet associerer til Syd Energis stærke og positive identitet, hvor udvikling, vidensdeling, kompetenceudvikling og fællesskab er nøgleværdier.
Domicilet for Syd Energi består ud over den runde hovedbygning med fire etager over jorden og en enkelt underjordisk etage, også af en værksteds- og lagerbygning, der ligesom resten af byggeriet er forsynet med solceller på taget.
Der er monteret ikke færre end 1.954 m2 energiproducerende solceller, hvilket er med til at gøre bygningen til Danmarks største plusenergihus. Andre energitiltag, der er lavet for at imødekomme kravene til passivhusbyggeri, er bl.a. at bygningen har en optimeret klimaskærm, som gør at den varmeafgivende overflade bliver så lille som mulig.
I bygningen er der optimal dagslysudnyttelse og der anvendes passiv køling via 10 km. jordslanger. Overskudsvarme fra serverrummet anvendes til opvarmning af varmt brugsvand vha. varmepumper. Endvidere benyttes energieffektiv ventilation i form af naturlig/hybrid og fortrængningsventilation. Der er i det hele taget tænkt på de ansattes velbefindende og målet har været at skabe en god fornemmelse af plads, lys og luft når man bevæger sig rundt i bygningen.
Byggeriet stod færdigt i 2013. Domicilet har et samlet bruttoareal på ca. 13.500 m2 og huser dagligt ca. 350 medarbejdere.