GARANTERET ENERGIRENOVERING AF SVØMMEHAL
Idrætshøjskolen i Sønderborg er en af hovedhjørnestenene i den bydel i Sønderborg, der blev skitseret med Kai Gottlobs stramt klassicistiske byplan fra 1925. Skolen fremstår som et af ‘fyrtårnene’ i den sene danske, klassiske modernisme. Arkitekturens styrke på bygningen ligger i anlæggets homogenitet og materialevalg og ud fra en arkitektonisk vurdering, er det i høj grad Idrætshøjskolens tagflader og gennemførte bygningsdetaljer, der bærer helstøbtheden.
Svømmehallen på Idrætshøjskolen har i mange år lidt under manglende vedligehold. En vedligeholdelse, der skal tage afsæt i en bevarelse af bygningens arkitektoniske kvalitet. Projektets finansiering sker derfor via både fondsmidler og gennem de økonomiske besparelser, som energirenoveringen giver.
På projektet har vi udarbejdet en tilstandsrapport for svømmehallen samt projekteret, udbudt og tilrettelagt arbejdet med VVS, ventilation, el, CTS og vandbehandling.
Vi har i samarbejde med Teknologisk Institut udarbejdet en vurdering af, i hvilken rækkefølge de enkelte tiltag skal iværksættes for at sikre en holistisk tilgang til arbejdet med bygningen.
I projektet har der været fokus på at få udbudt delmængder af arbejderne af hensyn til finansieringskilde og sporbarhed af energibesparelserne. Tidligere har vi været med til at renovere 56 elevværelser for Idrætshøjskolen i Sønderborg.