MADPRODUKTION MED AFSÆT I FN’S VERDENSMÅL
Studenterhusfonden i Aarhus leverer over 90 % af maden på Aarhus Universitet. De driver bl.a. kantiner, caféer og forskellige konferencer, og de er førende, når det gælder bæredygtigt arbejde med madproduktion.
Deres vision er at være den sunde og foretrukne non-profit madproducent – både lokalt og i klimasammenhænge, som et bidrag til at øge bevidstheden om sundhed og bæredygtighed.
Vi har leveret et strategisk grundlag for det arbejde som Studenterhusfonden leverer indenfor bæredygtig madkultur - fra indkøb af råvarer, hands-on arbejdsprocesser i køkkenet, kundens indkøb, til affaldshåndtering. En analyse på tværs af organisationen har dannet grundlag for vores levering af Studenterhusfondens nye strategi for 'Bæredygtigt fællesskab'. Den strategi benytter FNs Verdensmål som platform til at kommunikere om nuværende og fremtidige initiativer og mål.
Vi har udarbejdet en samlet skriftlig strategi med beskrivelse af Studenterhusfondens mest relevante SDG-mål – nr. 2, 4, 8, 12, 13, deres interne mål, motivation og handlinger. Som en del af et overordnet kommunikationskoncept leverer vi også infografikker, som kan bruges i al deres kommunikation og markedsføring, f.eks. tilbud, cases og e-learning.
Derudover har vi designet en ny hjemmeside for Studenterhusfonden. Hjemmesiden skal helt enkelt visualisere det, Studenterhusfonden kan og gør, til fordel for både kunder og samarbejdspartnere.