ENERGIRIGTIGT KULTUR- OG KONFERENCECENTER
Stavanger Forum er et norsk konference- og messeområde tæt på Stavanger centrum og byens lufthavn.
Det samlede areal på omkring 30.000 m² er fordelt på en række bygninger/centre til både små og store møder, konferencer, udstillinger, koncerter og fester.
Vi vandt sammen med norske arkitekter og ingeniører opgaven om udvikling og projektering af nyt udstillings- og konferencecenter ved Stavanger Forum. Byggeriet blev indviet i 2014.
Vi har stået for udviklingen af byggeriets overordnede energikoncept. Der har været stort fokus på at udnytte bygningens passive egenskaber, hvilket har medvirket til at energiforbruget er reduceret med mere end 50 % ift. dagens praksis.
Vi har desuden projekteret VVS, køling og ventilation og skabt et koncept for hybrid ventilation med effektiv varmegenvinding på kolde dage og naturlig ventilation på varme dage. Derudover er der anvendt lavenergivinduer og højeffektiv isolering.
Stavanger Forum er et forbillede indenfor bæredygtigt og energirigtigt byggeri med et lavt energiforbrug og CO2-udslip, hvor implementering af vedvarende energikilder er prioriteret højt.
Det har stillet store krav til udformningen af det nye udstillings- og konferencecenter med et areal på 9.500 m², som kan rumme 4.000 personer til konferencer og op til 8.000 personer ifm. koncerter og lign.
Ambitionen for byggeriet har været at skabe et forbillede for energi, miljø og arkitektonisk kvalitet, samtidig med at byggeriet fremstår rationelt og funktionelt.