ET ARKITEKTONISK KRAFTCENTER FOR GYNMASIELLE OG TEKNISKE UNGDOMSUDDANNELSER
Projektet for Midtbyens Gymnasium omfatter opførelse af ca. 12.500 m2 gymnasium og etablering af et p-areal på ca. 4.500 kvm. samt en Hærvejs-plads. Opførelsen af det nye gymnasium er kickstarten på udviklingen af Viborg Baneby, som vi tidligere har været med til at levere inputs til ift. udviklingen af masterplanen, der ligger til grund for planerne.
Et gennemgående tema for bygningen har været at integrere de energitekniske løsninger i et naturligt flow med den øvrige arkitektur.
I hele bygningen er der valgt energieffektive løsninger, der samtidig sikrer et optimalt indeklima og læringsmiljø. Bygningen er udformet i to bygningskroppe, der for hver etage er twistet, så der opstår udendørs opholdsarealer på flere af etagerne.
Vi har projekteret de tekniske installationer og varetaget rollen som Commissioning-ansvarlig på projektet. Derudover har vi udført integreret energidesign (IED), projekteret alle fagtekniske discipliner inden for VVS, ventilation, el og CTS samt udarbejdet indeklimaanalyser.
Vi har inddraget relevante aktører fra bygherrens driftsorganisation, IT-afdeling og entreprenører for at skabe et solidt projektgrundlag inden byggeriet blev idriftsat. Derudover har Cx-processen været med til at skabe sammenhæng mellem de arkitektoniske, konstruktionsmæssige og tekniske fag således at drift, energi og indeklima er blevet optimeret bedst muligt.
På gymnasiet samles Viborgs Tekniske Gymnasium og Viborg Handelsgymnasium under det samme tag, hvor der vil blive undervist i blandt andet innovation, IT, Game Design, Teknologi og samfund.
P-arealet er placeret under de to bygningskroppe, og der er adgang herfra til såvel gymnasiet som til den kommende Viborg Banebro, der skal binde bydelene på hver sin side af togbanen sammen.
I projektet er der indtænkt flere bæredygtige løsninger. På store dele af taget vil der blive etableret et såkaldt grønt tag, ligesom bygningen vil blive et vigtigt socialt bindeled i den centrale del af Viborg for byens unge og kickstarte byudviklingen i Banebyen. I femte sals højde vil gymnasiet få en multibane, der både kan benyttes i undervisningen, men også indbyde til et socialt studieliv.