BÆREDYGTIG RENOVERING, OMBYGNING OG TILBYGNING AF KOMMUNALE EJENDOMME
Det strategisk byggepartnerskab har et primært formål om at løfte kvaliteten af ejendommenes læringsmiljøer, så de bliver mere motiverende, æstetiske og behagelige at opholde sig i. Læringsmiljøerne skal være med til at skabe mest mulig trivsel for børnene både i forbindelse med læring og i børnenes sociale liv. Dette skal give børnene den optimale udvikling gennem deres institutions- og skolegang. Derudover arbejdes der i projekterne med, at kommunens ejendomme kan bruges på tværs af forskellige brugergrupper, som fx kultur- og fritidsaktiviteter.
Partnerskabet med Egedal Kommune omfatter indtil videre renovering af fire folkeskoler og en ny daginstitution med en samlet projektsum op til 400 mio. kr. Visionen for partnerskabet er, at samarbejdsform, målsætninger og processer understøtter en kultur, hvor projektet er i centrum, ved blandt andet at sikre en målrettet planlægning af byggeprocessen, da bygningerne er i brug, samtidig med at de renoveres. Dette gør vi ved at inddrage fagentreprenører tidligt i faserne, og samtidig undersøge muligheder for at lave præfabrikation forud for byggepladsens opstart.
I projektet arbejdes der strategisk med bæredygtighed inden for fire fokusområder; indeklima, energioptimering, cirkulær økonomi og social bæredygtighed. Bæredygtighedsledelse indgår som en højt prioriteret indsats i projektet, hvor hovedelementer bliver analyseret for bl.a. totaløkonomi, miljømæssig påvirkning og sociale parametre.