HELHEDSRENOVERING OG SPORUDVIDELSE AF KØBENHAVNSK SKOLE
På Kirsebærhaven Skole er der blevet udført et holistisk, kombineret ombygnings- og tilbygningsprojekt og dele af de eksisterende udearealer er blevet renoveret.
Der er udført adskillige energi- og miljøtiltag ud over bygningsreglementets krav blandt andet ekstraordinær isolering af tag, lavenergibelysning samt nye energieffektive varmeanlæg og ventilationsanlæg med genvinding. Energisparetiltagene støttes af Københavns Kommunes pulje for energirigtige miljøtiltag.
Skolen er blevet moderniseret i forhold til skolereformens fokus på heldagskolen med mere bevægelse og varieret undervisning. Det er sket ved blandt andet at indarbejde rum til forskellige læringsmæssige- og sociale aktiviteter.
En udendørs siddetrappe leder eleverne op til taget og hermed bliver udearealerne aktiveret som kombinerede rekreations- og bevægelsesrum og sociale mødesteder. Derudover er der sket en forbedring af indeklimaet, lysindtag, akustik og energioptimering – faktorer der har en dokumenteret positiv effekt på børns læring og trivsel og derfor har haft stort fokus i projektet.
Renovering af Kirsebærhavens Skole tilgodeser skolereformens fokus på bevægelse blandt andet ved at tagterrasser og udendørsarealer opfordrer til fysisk aktivitet.
Arkitekturen er udviklet med respekt for skolens smukke og robuste arkitektur fra 1950’erne. I projekteringen har der været fokus på den belastning og slitage folkeskoler udsættes for samt robuste løsninger, der tilgodeser driften af skolen. Som en del af projektet er der udført totaløkonomiske beregninger, der validerer de trufne valg.
Vi overtog installationsprojektet fra anden rådgiver og har fulgt det til dørs ved blandt andet at gennemføre samordnede funktionskontroller.