CIRKULÆR ØKONOMI I STORKØKKENER
KEN Storkøkken er forhandler af en innovativ køkkenmaskine, kaldet Flexichef, der har potentiale til at revolutionere måden, hvorpå storkøkkener tilbereder mad på i forhold til minimering af madspild og samling af flere køkkenmaskiner i én.
Der er et stort grønt forretningspotentiale i at gentænke måden at producere større mængder mad. Vores umiddelbare vurderinger var, at produktiviteten kan øges med op til 5% samtidig med at madspildet vil kunne mindskes med op til 10% og reducere energi- og CO2-forbruget med op til 25% for udvalgte processer.
Som CØ-konsulenter hjalp vi KEN Storkøkken med at gentænke deres forretningsmodel ud fra en bæredygtig og cirkulær tankegang gennem projektet ’Øget vækst gennem cirkulære forretningsmodeller i SMV’er’. Projektet er en tilskudsordning, der skal skabe bæredygtig vækst gennem cirkulære forretningsmodeller i SMV'er.
Formålet med dette projekt var, at få storkøkkener til at gentænke produktionsformen for at spare tid, energi og ressourcer i en branche, der traditionelt er storforbruger af energi og vand.
KEN Storkøkkens mål med deltagelse i projektet var at få udarbejdet en bæredygtighedscase, der tog afsæt i cirkulære principper, hvor blandt andet traditionelle processer blev gentænkt og erstattet af nye energi- og ressourcebesparende processer.
For at ændre produktionsformen, kræver det, at køkkenerne investerer i den nye, innovative køkkenmaskine Flexichef, der har potentiale til at revolutionere måden, hvorpå mad bliver tilberedt i storkøkkenerne – herunder særligt anvendelse af restprodukter og minimering af madspildet. Det er en produktionsmetode, der kombinerer egenskaberne fra trykkogning med processer fra ovne og kipstegere.
For at imødekomme investeringsbarrieren, som vi oplever i storkøkkenerne, vil vi desuden udforske forretningsmulighederne for at tilbyde produktet på lejebasis som ”Product as a Service”, hvor kunder eksempelvis betaler pr. forbrug, hvor forbrugsdata hentes ved hjælp af IoT-udstyr eller lignende. Efter endt leje-aftale kan produktionsapparatet eventuelt demonteres og genanvendes hos en ny kunde.
Det treårige projekt er finansieret af EU’s Regionalfondsmidler og administreres af Lifestyle & Design Cluster.