4 ENERGIBEVIDSTE HØJHUSE I NY BYDEL I NORGE
Der er opført fire højhuse på den kunstigt anlagte ø, Lervig i Stavanger, Norge. De er mellem 12–18 etager høje og rummer i alt 159 boliger på mellem 50-150 kvm.
Hvert højhus er placeret på en betonkerne, der rummer parkering, så de udvendige arealer kunne omdannes til promenade og rekreative arealer.
Bygningerne har et energibehov på 115 kWh/kvm pr. år iht. NS 3031 og opfylder kravene til det norske Energimærke B.
Den grundlæggende energi- og indeklimastrategi var minimering af varmetab og udnyttelse af bygningens passive egenskaber i form af dagslys til belysning, akkumulering af varme, passiv solvarme samt naturlig ventilation.
Dagslyset varieres med bevægelige solafskærmninger, som styres efter solindfaldet. Vinterhaverne medvirker også til udnyttelse af passiv solvarme om vinteren samt minimering af varmepåvirkningen fra solen om sommeren. Læskærme omkring arbejdsnicherne afskærmer både for vind og solindstråling og giver samtidig mulighed for udeophold i forskelligt vejr.
Herudover omfattede det udarbejdede energikoncept udnyttelse af varmepumpe til opvarmning af varmt brugsvand og rumopvarmning, etablering af energieffektive tekniske installationer. Her er reguleringen baseret på de faktiske behov i forskellige områder i bygningen. Med dette koncept forventes et godt termisk og atmosfærisk indeklima samt gode dagslysforhold.