Energisyn i store virksomheder er et krav som udspringer af EU’s energieffektivitetsdirektiv (EED) fra 2012, hvor det er foreskrevet, at store virksomheder skal have udført et energisyn hvert fjerde år. Energisynet skal give virksomhederne overblik over deres energiforbrug og besparelsespotentiale.
De danske regler siger, at virksomheder med over 250 ansatte, eller en omsætning på mindst 50 millioner euro og en årlig balance på mindst 43 millioner euro på globalt plan, er omfattet kravet om energisyn. Når de omfattede virksomheder har fået foretaget et energisyn, skal de indrapportere dette til Energistyrelsen, som godkender det.
DEM har i 2021 gennemført energisyn for Salling Group A/S. Ved energisynet er der foretaget energiscreeninger af 39 butikker, 2 lagerlokationer samt hovedkontoret, hvilket anses for at være repræsentativt for Salling Groups bygningsmasse. Desuden er der indsamlet data for alle energiforbrug i koncernens aktiviteter, samt foretaget en systematisk gennemgang af henholdsvis energiforbrug og besparelsespotentialer. Dette danner grundlag for afgrænsning af den specifikke kortlægning på anlægsniveau.
Salling Group A/S er en af Danmarks største virksomheder, med ca. 640 dagligvarebutikker fordelt over hele landet. I 2020 var der ansat ca. 55.000 medarbejdere.
Energisynet er foretaget af DEMs godkendte eksperter fra registreringsordningen for energisynskonsulenter samt uddannede energimærkningskonsulenter, og gælder for alle Salling Groups aktiviteter i Danmark.