Vi har i tæt samarbejde med Tønder Kommune gennemført et innovativt energipartnerskab bygget op efter ESCO-modellen.
Opgaven var en rådgivningsopgave, hvor rådgiveren skulle garantere estimerede energibesparelser fra diverse energirenoveringstiltag.
Energispareprojektet i Tønder Kommune blev indledt med en analyse- og registreringsfase, hvor der blev gennemført dybdegående energiscreening og registrering af bygninger for at kunne udføre en omfattende dataanalyse af ejendommens energisparepotentiale.
Analysen blev udarbejdet ud fra et helhedsperspektiv, hvor også indeklima- og tilstandsvurdering var nogle af beslutningsparametrene. I analyserne var det afgørende, at brugs-, drifts- og brændtimer nøje blev vurderet for at få fordelt energiforbrug på bygningsniveau samt beregnet energibesparelserne på et realistisk forudsætningsgrundlag.
Som en del af analyserne blev ventilationsanlæggenes betjeningsområder kortlagt for at kunne redegøre for, om lokalerne fik tilført tilstrækkeligt luft til at opretholde et tilfredsstillende indeklima. Derudover blev kortlægningen benyttet i den efterfølgende udførelse af energisparetiltagene.
I den indledende analyse- og registreringsfase blev der udarbejdet et energimærke af ejendommene. Energimærkningen blev udført på en kost-effektiv måde, hvor det blev sikret, at registreringer af eksempelvis klimaskærm og belysning ikke udelukkende kunne bruges i energimærkningen, men også kunne anvendes i beregning og gennemførelse af energisparetiltag.
I udbudsfasen, hvor de udvalgte energirenoveringstiltag blev projekteret og sendt i udbud, udførte vi både byggeledelse, fagtilsyn samt idriftsættelse af de nye energieffektive initiativer. I den afsluttende opfølgningsfase har vi fulgt op på, om de garanterede energibesparelser er opnået.
Få år efter aflevering kan det konstateres, at besparelserne leverer det forventede afkast.
Vi har været ansvarlig for og gennemført alle projektets faser, dog med en underleverandør til at udføre den lovpligtige del af energimærkningerne. Projektet beskæftigede sig primært med bygningsforbedringer, el, vand, varme og ventilation samt vedvarende energi i ca. 150 kommunale ejendomme.