NY GENERATION AF ALMENT BOLIGBYGGERI – KØBENHAVN & OMEGN
AlmenBolig+ er en del af et længerevarende forløb for Boligselskabet KAB, der har ambitionen om kontinuerligt at opføre en ny generation af industrialiseret boligbyggeri til en rimelig husleje.
Fælles for boligerne, der er mellem 85-125 kvm. store, er, at de har den samme grundbolig med facader i cementplader og listebeklædning, men byggesystemet giver mulighed for varierende udtryk.
I AlmenBolig+ projekterne har vi været ansvarlig for udvikling af energikoncepter for opfyldelse af lavenergiklasse 2015 og Bygningsklasse 2020. Herudover har vi varetaget projektering og fagtilsyn vedr. indeklima og tekniske installationer.
Byggesystemet er baseret på bygningsmoduler, som produceres på fabrik og monteres på byggepladsen. Systemet er udført i højisolerede konstruktioner og sikrer, at byggeriet kan udføres med ekstrem høj tæthed, hvilket er af stor betydning i lavenergibyggeri.
Boligerne har egen varmeforsyning med to varmepumper, der forsyner boligerne med hhv. rumvarme og varmt brugsvand. Rumvarme fordeles af et kompakt balanceret ventilationsanlæg, der fordeler varmen vha. ventilationsluften. Ved opvarmning med ventilationsluft opnås en hurtig og præcis regulering, der kan tage højde for eventuelle varmetilskud fra f.eks. passiv solvarme. Boligerne anvender desuden regnvand til toiletskyl og diverse LAR-løsninger.
I projekternes opstartsfase har vi bidraget til flere bygherrerådgivningsydelser vedr. forskellige tekniske forhold. Blandt andet i forbindelse med lokalplanbestemmelser og dispensationer herfra ift. fritagelse for fjernvarmetilslutning, dialog med Energistyrelsen og Energiklagenævnet, deltagelse i borgerhøringer og relevante politiske udvalgsmøder i de respektive kommuner.