BÆREDYGTIGHED OG GRØNNE ENERGISCREENINGER I ALMENE BOLIGER
DEM A/S har været en af hovedpartnerne samt daglig koordinator af det bevilligede EU HAPPI-projekt, hvor projektkonsortiet i øvrigt bestod af 6 almene boligselskaber i Sønderborg, Project Zero og EUC Syd. De medvirkende boligselskaber repræsenterer samlet set 9.200 lejere.
Det overordnede mål med projektet “Social Housing Association’s Energy Efficiency Process Planning and Investments” (HAPPI) har været at øge energirenoveringsfrekvensen inden for den almene sociale boligsektor ved hjælp af en eksemplarisk indsats, med fokus på at bringe seks almene sociale boligforeninger i Sønderborg Kommune sammen.
Projektet satte et massivt fokus på det komplekse samspil af ikke-teknologiske barrierer (organisatorisk, juridisk, finansielt) gennem en veldefineret proces- og kapacitetsopbygning. Den samlede investering i energieffektivitet omfattede 57 forskellige afdelinger i de seks forskellige boligorganisationers bygningsmasse, med i alt 3.440 boliger.
Før opstart af projektet, havde Boligforeningerne i Sønderborg, der står for cirka 20 % af boligmassen i kommunen, allerede reduceret deres CO2-aftryk med 44 % i forhold til 2007. HAPPI-projektet forventedes at føre til energibesparelser på 11,7 GWh pr. år, samtidig med at der blev genereret ca. 1,6 GWh bæredygtig energi pr. år. Gennemførelse af projektet forventes desuden at føre til, at CO2-udslippet sænkes med yderligere 1.650 tons CO2.
Grønne screeninger
DEM har i projektet udarbejdet grønne energiscreeninger, der afdækker potentiale for energirenovering. Eksisterende energisparetiltag er defineret med afsæt i bygningernes reelle energiforbrug. Der er lavet procedurer til bestemmelse af baselines, overvågningsprocedurer og ydeevne-indikatorer for bygningernes energiforbrug.
Derudover er der etableret automatisk datatilsyn, så der foreligger et dataunderstøttet grundlag til identifikation af optimeringsmulighederne. Projektet håndterede desuden formidling af resultater og kommunikation samt kapacitetsopbygning blandt bygningsoperatører og beboere, bl.a. ved etablering af grønne ambassadørkorps i alle seks boligforeninger samt afholdelse af eksempelvis temaaftener indenfor udvalgte emner af interesse for beboerne.
DEM har desuden vurderet praksis for energiledelse i hver af boligsammenslutningerne samt faciliteret udvikling af energi- og bæredygtighedsstrategier i alle 6 boligforeninger. Strategierne forpligter ledelsesteamet til løbende at forbedre energieffektiviteten i organisationen, overholde kravene, kommunikere med offentligheden samt øge energibevidstheden og facilitere træning af relevante parter.
Projektet blev udført i berammet periode Q1 2018-Q1 2021, men afledt af COVID-19 blev afslutning af projektet tildelt en forlængelse for færdiggørelse af slutrapporter til primo 2022.